Monday, March 5, 2007

Lidt nyt fra Hanoi

Nu er der gået en uge og vi har igen lidt at berette fra Vietnam. Vi har det godt alle tre, og er langsomt begyndt at få en normal hverdag. I børnehaven er vi begyndt at vænne os til omgivelser, børnene og kollegaerne. De er alle meget søde, men dog nogle gange lidt svære at forstå. F.eks. kan Mettes vejleder have meget svært ved grammatikken, og brugen af de rigtig ord. Forleden dag sagde hun til Mette, ” You and you go to the chicken”. Med dette mente hun at, “You and me go to the kitchen”. Ligeledes sagde Kathrines ene lærer da vejlederen var syg, “She not sick, she busy”. Så hvis vi en dag har for tavlt kan vi bare ringe og melde os ”busy”J.
Vi har prøvet, at lave en fast aftale med en stor taxa som kommer og henter både os, og de andre to danskere som arbejder i vores børnhave. Det har dog ikke været sådan lige til, da taxafirmaet ikke helt har forstået, hvad aftalen går ud på. I sidste uge prøvede vi, at få Kathrines vejleder til at forklare firmaet, at vi skal hentes hver morgen derhjemme, og hver eftermiddag i børnehaven. Vi ved ikke helt, hvad de ikke forstår ved aftalen, men de kommer i hvert fald ikke hver dag – de er nok ”busy”. Det hjalp åbenbart heller ikke da en vietnamesere forklarede det. Vi har dog givet dem en chance til, så i dag var Majas vejleder ude og prøve at forklare dem det. Vi håber nu, at det løser sig i løbet af ugen, ellers må vi jo begynde at køre på scooters igen.
En ting vi efterhånden har vænnet os til er vores stor låsesystem. Dette består af: en ydre gitterdør med en indvendig tværgåede jernstang med hængelås. Vi låser hængelåsen op ved at stikke hånden ind igennem et hul i døren. Når vi er kommet ind af den ydre gitterdør er der endnu en gitterport, hvor der er to hængelåse. Når disse to hængelåse er låst op kommer vi så ind til den ”normale” hoveddør, hvor der kun er en almindelig lås i døren. De siger der aldrig har været indbrud i huset, og det forstå vi også godt, da det vil tage alt for lang tid at bryde ind.
I torsdags forkælede vi os selv lidt, ved at tage ind og få massage efter arbejde. Vi var inde et meget fint sted, hvor de havde 4 forskellige massageformer. Vi valgte at prøve noget der hedder ”hotstone massage”. Dette gik udpå at vi blev massaget med olie og meget varme sten i 75 minutter. Det var meget dejligt, og som bonus fik vi også en ansigtsmassage med agurker og honing i 30 minutter. Hele denne herlighed kostede os kun 180 kr per person.
I weekenden tager vi til Ba be Lake, som ligger nord for Hanoi. Det er et naturreservat, hvor der bor etniske minoriteter, og hvor der skulle være en skøn natur. Vi vil naturligvis berette om vores oplevelser når vi er kommet hjem.
Vi vil ligeledes i næste beretning fortælle mere om vores oplevelser i børnehaven, og om vores 2 kulturer som mødes.

1 comment:

Unknown said...

Hej Olsenbanden

Jeg kom tilfældig ind på jeres blog, da jeg var ved at søge nogle oplysninger, og må sige at det er meget spændende at høre om jeres oplevelser i Vietnam.

Jeg er selv oprindelig fra VN, men har boet i DK næsten hele livet. Mange af de sjove og mindre sjove oplevelser, må jeg sige, at jeg godt kan nikke genkendende til.

Nå, men I ønskes alle et rigtigt godt ophold i VN og håber I oplever mange fede ting der, for det er trods al et fedt land...