Majas andet rejsebrev til seminariet!

Nu er det lidt over fire måneder siden, jeg tog afsted til Hanoi/Vietnam for at tage anden lønnet praktik i en lokal børnehave. Det har indtil videre været fire spændende og udfordrende måneder, hvor jeg har lært en hel del om mig selv og en anden kultur.
Jeg har i min praktik prøvet at arbejde udfra en målformulering, hvor der både har været personlig, kulturelle og nationale mål. Dette har gjort, at jeg har haft et fast holdepunkt i min praktik, men ting jeg ville undersøge. Jeg har brugt min vejleder, de andre lærer og mine medstuderende til at få svar på mange af de spørgsmål, jeg har haft.
Institutionen bliver finasieret af betaling fra forældrene, staten og college (her bliver lærene uddannet), der ligger ved siden af institutionen. Forældrenes betaling bliver regnet ud efter deres indkomst, så jo flere penge man tjener, dets dyre er det at have sit barn i børnehaven. Endvidere kan forældrene gøre diverse tilvalg til deres børn, som også koster penge. De fleste af børnene har en eller anden form for tilvalg, det kan f.eks. være kung fu, klaverundervisning eller danseundervisning.
Staten har udstedt en række regler, som er gældende for alle børnehaver i hele Vietnam. Her er det fra politisk side blevet bestemt de grundlæggende regler om, hvordan børnehaverne skal fungere i Vietnam. Endvidere har børnehaven, jeg er i praktik i, også en ledelse og en forældrebestyrelse siddende. Hvis forældrene har noget de er utilfredse med, kan de sige det til forældrebestyrelsen, og de vil så gå videre med det til ledelsen. Jeg har ikke indtryk af, at det er særlig ofte, at forældrene klager, og at det kommer videre til ledelsen. Det ligger ikke til vietnameserne at klage, men de vil hellere fokusere på det positive.
Som jeg skrev i sidste rejsebrev, er en dag i børnehaven bygget meget strukturet og indlærings orienteret op. Der lægges meget op til, at børnene skal lære noget, og at de skal gøres parate til at komme i skole. Børnene bliver hver uge undervist i et nyt emne, hvor de lære forskellige remser og laver forskellige kreative ting. Der bliver lagt op til, at alle børn skal lære at arbejde i et fællesskab, hvilket også synliggøre det er en kommunistik stat. Alle er lige og skal igennem det samme, også selvom det nogle gange er alt for svært eller let for barnet. Jeg har en dreng i min klasse, som har vanskeligheder ved at sidde stille og modtage en kollektiv besked. Her bliver der ikke taget hensyn til, at han har svært ved det. Han for at vide han skal sidder stille og høre efter, hvad der bliver sagt. Jeg tror at lærene ser ham mere som uopdragen end som en dreng, der han vanskeligheder ved at lytte og sidde stille.
Jeg har den sidste månedes tid tænkt meget over, hvad jeg har lært og fået ud af denne praktik. Det har jo været en meget anderledes praktik end de to forrige praktikker, jeg har haft derhjemme i Danmark. Jeg har selvfølgelig fået et rigtig godt indblik i, hvordan en børnehave i Vietnam fungerer, og har selv været en del af det. Endvidere har jeg også lært, hvor meget det kan betyde, at man kan kommunikere verbalt med den brugergruppe, man har med at gøre. Det har til tider været meget frusterende, at jeg ikke har kunne forstå, hvad børnene har sagt til mig og omvendt. Dette har gjort, at jeg har brugt min lærer som tolk, og det har også været ok. Men når jeg for 12. gang i løbet af en dag har spurgt hende, om hun ville oversætte for mig, så har jeg nogle gange følt, at jeg var lidt af en belastning.
Nu når den verbale kommunikation ikke har fungeret så godt, har jeg fundet vigtigheden i den nonverbale kommunikation, og hvor stor betydning den kan have. Det, at jeg har kunne sinalere, hvad jeg synes om en given situation uden at sige noget, har jeg brugt meget. Dette har både været, når nogle børn har været i konflikt, eller de har vist mig et eller andet, de har lavet.
Der er sikkert mange andre ting, jeg er blevet bedre til i løbet af min praktik, men jeg synes, det er meget svært at se, hvad det er lige nu, hvor jeg stadig står midt i det. Jeg tror, jeg finder ud af det lige så langsomt, når jeg kommer hjem, og jeg tror, det kan komme til at tage lang tid.
Med venlig hilsen
Maja Damborg, 04g